Onsdags E6

Et spørgsmål om standarder

Operation flood truce

Lazlo Nazell Adier
Zakara, “Ildens betvinger” “Lue” Uzman
Leo “Darkmind” Amster
Aerodus Grachius Narikopolus

Referat af ”et spørgsmål om standarder”
Lazlo Nazell Aider, Leo, Zakara Uzman, og Aerodus Grachius Narikopulus/Istakos befinder sig i The Grand Lodge i Absalom da eventyret starter. De får indledningsvis at vide, at man har fundet den juvel, som skal bruges til at aktivere den maskine der kan bringe en til planet Leng, hvor Akari Jutun menes at befinde sig. En pathfinder som selvskabet ønsker at bringe tilbage til Golarion.
De bliver introducerer for venture captaion Vanessa Münster, der fører dem ind på hendes kontor, der til forveksling ligner det hun brugte da hun introducerede Leo og Lazlo for deres mission i Four Vinds tilbage i Kovosa.
En række kendte pathfindere og associerede er ligeledes til stede. [Cosarius, Birgin Birgunson, Castor, Tikipapaya, Piptoq og Tyfus.]
Man har i et stykke tid vist at den legendariske Osirianske sorceress Akila formentlig var i besiddelse af den maskine som kan give adgang til Leng. For et par uger siden kunne Cosarius Belagion så sensationelt fortælle at han har fundet ud af at hendes grav befinder sig et sted under et gammelt fort ved navn Skull Hill i den sydlige del af Belkzen.
Fortet blev oprindeligt grundlagt under Chiliax´ekspansion ind i Varisia under The Everwar campaign (startede 4305 AR under kong Halidad III) hvor det markerede den nordligste grænse for Chilax kontrol.
Det har været den gængse opfattelse, at det blev forladt for længst, men i virkeligheden forblev fortet i anvendelse af Chiliax, formentlig som en observationspost af orkerne på den ene side og Varisia på den anden. Borgen har dog ikke rapporteret tilbage siden 4709, man ved ikke præcist hvad der er sket, men man forventer det er blevet løbet over ende af orker.
Alt i alt tyder det jo på temmelig svære arbejdsforhold. Dels er det besværligt at komme dertil, dels er det jo svært at få adgang til et fort befæstet af orker.
En mulighed har dog vist sig. Troldmandsskolen Acadamae i Kovosa har modtaget en ordre fra deres allierede i skycitadellet Jandahoff, som har bestilt en afdeling krigsmagikere til grænsen mellem Belzken og Nirmathas. Det lader til at Jandahoff, Nirmathas og Lastwall er blevet enige om og der er behov for et fremstød ind i Belkzen, for at sikre en mere stabil grænse imod Belkzen. Missionen har fået kodenavnet: ”Operation Flood truce.” Navnet kommer fra Belkzen, hvor man i foråret når smeltevandet oversvømmer The flood road, holder fred og koncentrerer sig om at så, finde sig en partner, eller bare slappe af. Militærstrategerne tænker at det vil være et godt tidspunkt at angribe på, når orkerne har andet i hovedet.
 Opgaven lyder på at lokalisere The Leng device og anvende den til at komme til Leng, og få kontakt med Akari Jotun, og bringe ham tilbage.
Zakara vil have en dobbeltrolle, da han og hans skib ”helt tilfældigt” har fået ordren på at transportere de tropper Acadamae har sendt afsted videre fra Absalom og så tæt på fronten som muligt. Det endelige mål er grænsen mellem Belkzen og Nirmathas.
Tropperne fra Acadamae er ledt af Cosarius og Tyfus gamle kollega / rival fra Krigs kollegiet på akademiet i Kovosa; Menor Drumark, som er skolemester for krigsmaskineskolen på akademiet. Han har det sidste ord i forhold til at beslutte hvordan tropperne skal anvende. Zakara vil have det daglige ansvar for at få.
Utrolig mange har interesser i hvad der sker på grænsen mellem især Lastwall og Belzken, så regn med at folk vil være interesserede i jeres færd, og ikke for det gode. Det passer mange magter og lande glimrende at Lastwall er så pressede (blandt andre kræfter i Ustalav og The Worldwound) og at Nirmathas ikke kan blive stabiliseret (I særdeleshed herskerne i Molthune):
Undlad derfor i så vid udstrækning som muligt at det slipper ud, hvad i skal og hvor!
En deling lejesoldater vil rejse med fra. De er et selvstændigt kompagni med egne ledere, men de vil naturligvis stå under Menor Drumarks kommande så længe kampagnen varer, og de bliver betalt…

Act I: Rejsen til fronten:
Selvskabet rejser nordpå fra Absalom og sejler op af The Sellen river efter at være blevet anråbt i Cassomir, Taldor, dog uden problemer.
Rejsen fortsætter langt grænsen imellem Andoran og Taldor, og igennem Verudan Forest. Her ligger Fredens byrde til i byen Bellis, Andoran, for at tage forsyninger ind. Her udviser en del af besætningen en stor vilje til gladiatorkamp, og i den forbindelse viser det sig, at der muligvis er Chiliaxianske tropper ombord. Da de lokale myndigheder opdager skibets fragt og muligheden af at der er Chiliazianske tropper ombord, bliver skibet beordret til at stoppe. Det nægter den udsendte gruppe, og det kommer til en større træfning mellem skibets mandskab & passagerer på den ene side, og de lokale andoranere på den anden. Den efterfølgende utidige afrejse betyder at skibet er nødt til at ligge til i Woodsedge, Galt. Her får man de sidste nødvendige forsyninger, men bliver på grund af de lokale myndigheders mistro, nødt til at betale sig fra at kunne rejse roligt videre.
Derfra forløber rejsen forholdsvis roligt (efter en Andoransk patruljebåd er blevet sejlet agterud, om man fortsætter derefter imod vest af West Sellen river. Kyonin er imod syd, The River kingdoms imod nord, og endelig kommer Razmiran imod nord. Som rejsen skrider fremad bliver det mere og mere tydeligt at de medbragte lejesoldater, Løvens kompagni, er mere og andet end hvad de giver sig ud for at være, men det lykkes ikke hvor helte at nå til bunds i sagen.
Kort før man passere ud på Lake Enchartan, bliver skibet passet op af en såkaldt ”bønnebåd”, et skib der styret af religiøse folk (fanatikere?) fra Razmiran, søger at borde skibet. Ejeren af Fredens Bytte, Zakara sætter modstanderne ud af kraft ved at angribe bådens roere, en gruppe elviske slaver, en beslutning hans kollega Arodus ikke er helt enig med ham i.
Efter at have opbragt bønneskibet, ikke mindst ved en dristig manøvre af Lazlo, fragter man det til nærliggende Greengold i Kyonin. Her bliver Razmiranerne lagt i lænker og senere hængt, og Fredens bytte får forsyninger til resten af turen som tak.

De rejsende når sikkert over Lake Enchartan og begynder den sidste del af sejladsen op af Tourondel River og igennem Fangwood forest.
Som er de sejler igennem Fangwood, oplever de på et tidspunkt, at de kan se en mindre gruppe orker der løber efter en kåbeklædt skikkelse der forsøger at nå vandet. Da skikkelsen kan se at den er ved at blive fanget udstøder den et skrig og laver følgende message til de spillere der står ved rælingen og ser det.
”Hjælp os! De holder os fanget, kvinder, børn og unge, for at tvinge vores mænd til at kæmpe i deres beskidte krig! Boplads stik nord.”

Vores pathfindes beslutter at befri kvinden, og finder frem til en interimistisk boplads med et palisadehegn, et par bygninger, og så et stort fangehul, som en gruppe skovorker bevogter. De fire eventyrere får ved hjælp af snilde, magi og rå vold gjort det af med de 30 fangevogtere, og finder til deres overraskelse ud af, at de tilfangetagne også er orker. Efter en del diskussion, den gode Zakara er ikke så glad for orker, beslutter man at hjælpe orkerne væk fra området, og deres leder fortæller som tak vor pathfindere, at de i den lille by Roslar´s Coffer, hvor det var tanken at afskibe forsyninger og tropper, vil finde et mægtigt monster kaldet en Red reaver, men at det er muligt at tryllebinde det ved hjælp af musik.
Snart efter når ”Fredens Byrde” Roslar´s coffer. Halvingen Leo beslutter sig heroiske for at forsøge at tryllebinde monstret. Det lykkes ham, og det bliver han så ved med uafbrudt i små to uger… En stor fordel da det gør det muligt at tage monstret med sig og væk fra Roslar´s coffer, men det giver anledning til en del snak blandt soldaterne.

Act II Taktikker holder altid, lige til det første møde med fjenden…

Efter at have landsat tropperne mere eller mindre succesfuldt bevæger spillerne sig til den nuværende hordline, medbringende soldater, krigsmaskiner og en Red reaver!
Man kommer til Nirmathas angribere, som har slået lejr bag den omtalte hordline.” Hordline er ikke noget imponerende forsvarsværk, der er tale om en jordvold og et palisadehegn, ikke noget der kan holde orkerne ude for evigt. Selve lejren minder mest af alt om et ”familieforetagende” Det er koner og børn der rør i suppegryderne, og det er ældre forældre, onkler og tanter der klargøre og reparerer våben. Kontrasten mellem lejekompagniet og det der ses her er helt utrolig stor.
Dette skyldes at Nirmathas er så uorganiseret og ”kaotisk” et folkefærd og land. Det er lykkedes at samle en anseelig styrke, men det er ikke en reel processionel hær, og det er tydeligt at det er skovfolk, der er kommet ud på det åbne land.
Vel ankommet til fronten bliver vor helte sat ind i situationen af Forest Marshal Veslen Gavik, den nuværende leder af Nirmathas.
En dygtig og oprigtig hærfører, der er hovedarkitekterne bag den plan de er blevet en del af, men også en presset mand der har svært ved at holde styr på sine tropper.

Veslen Gavik fremlægger sin strategi:
 Målet er at skubbe orkerne tilbage til Kestrel river og så opbygge en Hordline der. [Fortæl fra side 47 om hvordan forsvarsværkerne løbende er blevet skubbet tilbage.]
 Angrebet vil starte i middagsheden så orkerne er så negativt påvirket af solen som overhovedet muligt. Styrkerne støder fremad med maksimal styrke for at rydde vejen nordpå så langt som overhoved muligt i det første fremstød. Den første, og måske eneste større træfning i denne del, og måske endda også den anden vil være at løbe orkfæstningen broken tooth over ende. Den beskyttes kun af en enkelt stamme, så det bliver ikke noget større problem. (Lejren efterlades kun en minimal beskyttelse imod syd, der er intet der tyder på angreb den vej fra.)
 For at orkerne ikke får mulighed for at lancerer en modoffensiv i ly af natten, er det afgørende at vi inden mørket falder på når frem til den igennem 200 år belejrede menneskeby Trunau, som det må forventes vil komme os til hjælp. Samtidig signaleres der til Kaptajn Thaum Gauntwood fra Castle Everstand, som vil vente med et større kontingent af sine riddere lige på den anden side af grænsen. Vores styrker kombineret med ridderne fra Lastwall og de krigshærdede beboere i Thrunau burde være rigeligt til at holde orkerne stangen i løbet af natten.
 Så snart solen har taget ordentligt fat næste dag, fortsætter fremstødet nordpå, indtil det når floden Kestrel, hvor de medbragte tømrere, murere og ingenører vil gå i gang med at konstruere en ny, mere holdbar og nemmere forsvarelig Hordline. Beskyttet af floden imod nord, Lastwall imod Øst, Nirmathas imod syd og Mindspin Mountains og Skittermounds imod Vest/ Nordvest.
I denne sidste del af angrebet er det helt afgørende at orkerne holdes på den nordlige side af floden. Det bliver en meget kritisk og afgørende del af angrebet. Der er 50 mil på det korteste – og 100 mil på det længste sted fra hordline til floden, og alle vil være ekstremt trætte efter i bedste fald 24 timers konstant kamp, og vi må forvente at orkerne på nuværende tidspunkt har og fortsat vi få forstærkninger. Der er behov for at styrkerne deles op i to.
1. En gruppe skal holde orkerne nord for floden. Her vil der formentlig være mulighed for lidt hvil under dække af det langtrækkende artilleri.
2. En anden gruppe skal bevæge sig op i Mindspin mountains og sikre sig at orkerne ikke flanker os. Her må der forventes tab, da orkerne kan opererer langt mere frit og i skygge, og kommer man for langt imod nord, risikere man problemer med de mange Ankheg der bor i det sandede bakkelandsskab her.

Angrebet bliver sat ind nogle få dage senere. Det går glimrende til at starte med, styrkerne vælter over Hordline og møder ingen modstand de første mil. De går omkring den første bakketop og kommer så op på den fra siden, de møder enkelte hyrder alle orker. Fra denne position kan man se tilbage til hordline langt ude i horisonten ca. 7 mil væk.
Terrænet skråner stille opad, uden de store problemer når man op på en mindre bakketop, som glider over i en mindre dalsænkning, hvorefter terrænet skråner relativt stejlt opad, for at ende på en bakketop en anelse højere end den den angribende hær står på nu. På toppen af denne ligger en mindre orkfæstning.
Ikke overraskende beslutter Menor Drumark at orklejren skal tages med hjælp af hans tunge artilleri, Weslen Gavirk ville gerne skynde sig frem, men Drumark fejer ham af.
De fire første katapulter bliver sat op, det er tydeligt at Drumark på en eller anden måde hjælper til magisk. På toppen af fæstningen vejrer Klan The Empty Hands krigsbanner. (Ork; to tomme knyttede orkhænder) Det foruroliger Gavirk, da det må betyde at en højtstående repræsentant befinder sig i fæstningen, og det er ikke normalt, men igen fejer Drumark ham af.

Her vælger vor helte meget dristige helte at bringe The red reaver tæt på orkfortet og sætte det frit. Reaveren lader sit raseri gå udover fortet hvilket naturligvis giver orkerne anledning til større bekymringer.
Som vore pathfinders igen kommer op på toppen af bakken hvor resten af tropperne står, opstår der uro i geledderne. Selvom det er langt væk kan man høre larm fra orkfortet, og pludselig dukker endnu 5 krigsbannere op på orkfærstningen, til lyden af høje latterbrøl og alt, alt for mange krigere der gør sig klar til at angribe, stiger bannerne fra klan:

 One Eye (ork; Blodskudt øje), Steel eaters (ork, en ork der uanfægtet æder et stykke stål), Twisted Nail Tribe ( En hånd med lange negle der vrider og vender sig), Haskodar (ork, Et skrigende ork hoved) op og en stor muteret goblin ???

Samtidig dukker en grupper goblinryttere frem til venstre for fortet. De rider skråt ligeud, tydeligvis i et forøg på at komme udenom tropperne og bagom. Lige efter dem følger en stor gruppe af orker op til højre og venstre for fortet, de begynder at bevæge sig imod angriberne på den modsatte bakketop.

Men hvad så nu? Den allierede hær er ved at blive omringet, og foran dem står ikke en overkommelig udfordring, men en hær mange gange større end deres!

Drumark vælger i samråd med vor helte at sende rytterne fra Løvens kompagni, ledt af greve Maximillian de angribende gobliner. Et modigt angreb hvor de ca 100 gobliner bliver holdt tilbage af de 25 kavalerister. Der er dog ikke mange ryttere tilbage bagefter og greven dør.

Menor Drumark tager efterfølgende en dristig beslutning, og beslutter at sende en lille gruppe folk der er gjort usynlige indover orklejren. Efter en del overtagelse accepterer vor helte, og lader sig skyde afsted.
I den efterfølgende meget hæsblæsende aktion lykkes det Zakara og Arodus at bemægtige sig Klan Twisted Nails (Arodus) og Klan Steel eaters´ (Zakara) stebanner klanbanner, og bemægtige sig hver et flyvende skib. I processen får Aodus sat en soccebus, en gammel bekendt, fri, og de befrier ved fælles hjælp en gruppe tilfangetagne intelligente humanoider af mange forskellige racer, som ellers var blevet orkernes middag.
I mellemtiden bemægtiger Leo sig klan One Eyes banner, og befrier troldkvinen Greshek, som heltene tidligere møtte i Fangwood skoven. Hun takker ham og fortæller ham glædesstrålende, at hendes stamme, den røde elgs stamme, har taget navneforandring efter ham, da han tydeligvis er et aspekt af orkkuden ”Den store slavebinder.”
Lazlo spilder heller ikke tiden. Han får fat i klan empty hands banner, medens han overhører en samtale mellem Grask Uldreth, klan empty hands leder, og en mystik spion, der tydeligvis kendte til, og har hjulpet orkerne i deres planlægning af deres overraskelsesangrib imod de stolte mænd og kvinder fra Nirmathas. På vej væk får Lazlo pudsigt nok kontrol over et mindre ulvekobbel, som han bruger til at splitte orkhævens stald fra hinanden, dræbe goblinernes leder, og bane vejen for de mange flygtende mennesker, elvere, dværge osv. på deres desperate vej imod de flyvende skibe.
En heftig kamp på luftskibende føre til at Arodus flyver imod den Nirmathasianske frontlinje med en gruppe glade befriende orkslaver, at et andet skib sejler imod en uvis skæbne med klan twisted nails banner blafrende fra skibets agterende, og at Zakara, nu lykkeligt forenet med sin tvillingebroder…hvor vidste han egentlig at han var der fra? Sammen med Lazlo og Leo flyver imod den lille menneskeby Thunau, der utroligt nok har klaret sig igennem 200 års belejring. Ikke dårligt!

I Thunau møder vore pathfinder Thaum Gauntwood fra Lastwalls castle Everstand. Han er synlig imponeret af heltenes bedrifter, og bytter klan empty hands banner for et castle everstandbanner med Lazlo. Derfra er der kun et kæmpe oprydnings – og konstruktionsarbejde tilbage før den militære operation flood truce kan kaldes en succes. Klan empty hands der var klart den største fraktion trækker sig tilbage nord på og lader Lastwall og Nirmathas om at rydde op på slagmarken, og den nye, langt bedre konstruerede hordline bliver etableret langs Kestrel river.

Men dermed er opgaven jo ikke slut, der mangler at blive fundet en Ling Devise. Hjulpet på vej af halvorken Dulg, finder vor venner, nu også med Piptoq (på slæb) frem til fortet. Det viser sig at være nærmest helt forladt, ja lige bortset fra en række udøde planteinficerede orker. Det viser sig at The Great Old one Xhamen – Dor har fundet frem til Akila og The Leng Devise, som han har forsøgt at tage kontrollen over, netop som en angrebsgruppe fra den røde elgs stamme, havde slagtet alle menneskelige beboere i Skull Keep. Det lykkes vore helte at befri orkshamanen Krug fra den røde elgs stamme og Akila, som det viser sig er blevet en Lich, fra Xhamen – Dors plantetjeneres kontrol. Krug forsvinder, det var noget med nogle fireballs, og i samme ombæring får man ristet Chiliax spionen Rex Pontificius, som det viser sag var den mystiske spion fra klan empty hands telt, OG Dulg, i en og samme person. Endelig accepterer Akila at hjælpe vore pathfinder venner til Leng, hvis de til gengæld hjælper hende væk fra Skull Keep. Piptoq, Lazlo og Istakos tager springet til Leng, og Leo og Zakara bringer Akila til Osirion, hendes hjemland.

Comments

torakanor

I'm sorry, but we no longer support this web browser. Please upgrade your browser or install Chrome or Firefox to enjoy the full functionality of this site.